Innlegg

Her kjem nummer to av Theodor Caspari sine artiklar om Eksingedalen. Fra Eksingedalen i Nordhordland sto på trykk i Aftenposten 29ende juli 1920. Nummer ein, reiseskildringa I Hordaland i en snever dal, sto i Aftenposten eit år tidligare.

Dette er Knut Ekse sitt bønebrev til Stortinget, der han på eigne og sambygdingars vegne ber om midlar til bygging av veg frå Nesheim til Gullbrå. Caspari hjelper ved å skrive forord og få det inn i bladet.

I 1920 var det veg til Fosse. Den var prosjektert vidare opp til Nesheim. Status er i fylje Knut: «veistykket Fosse – Nesheim skal blive bygget om naagen aar, saasnart arbeidsforholdene ordner sig». Veg vidare frå Nesheim til Gullbrå var det ingen planar om.

Brevet Knut skriv gjev eit unikt tidsbilete av kva dei øverste veglause gardane hadde å stri med. Med dagens bilveg er det kanskje vanskelig å skjøne kor uframkomeleg det var her. Mange stadar var det uråd med hest. Så skulle ein frakta salgsvarer ut av bygda eller nødvendige varer til gard og hushald heim, måtte ein, som i gamal tid, kløvja eller bera det på ryggen, til fots eller på ski, over Øvra- eller Nerafjellet til Brekkhus. Ikkje ned dalen slik ein kunne tru, sjølv om det etter kvart var kom veg til Nesheim.

Og det tok si tid. Vegen Nesheim til Nordalselva innafor Trefall var ferdig til krigsstarten i 40. Der sto den til etter krigen. Til Gullbrå kom den fyrst i 1959.

Om tidligare tider kan du lese i innlegget Eksingedalen anno 1887.

I dette innlegget finn du ei avskrift eg har gjort av 1920 artikkelen, originalen er å finna i Nasjonalbiblioteket. Illustrasjonane har eg henta frå fleire kjelder.

 

Fra Eksingedalen i Nordhordland.

Ved Theodor Caspari.

Paa en fjeldovergang fra Evanger til Arnefjorden i Sogn i fjor sommer vildret jeg mig en dag ind i øverste grenser af Eksingedalen, den ensomme, ca 50 kilometer lange fjeldsprækken, som fra Eidfjorden i Nordhordland brøiter sig vei østover i fjeldmassen.

Fra min fører over til Arnefjorden, den kjekke og elskværdige unge Knut Ekse, fik jeg for nogen dager siden tilsendt nedenstaaende opsæt med anmodning om at faa det ind i «Aftenposten», med nogen indledende ord af mig — som kjendtmand.

Skjønt hans trohjertige «skildring» af de haarde vilkaar, hvorunder folket lever deroppe i den øverste del af Eksingedalen, taler for sig selv, og den beskedne anmodning, han paa sine sambygdingers vegne retter til Stortinget om vei mellom gaardene deroppe, sanvist ingen anbefaling trænger, skal jeg saa gjerne slaa til lyd for dette veianlæg endda engang. Jeg har nemlig allerede engang før gjort det i et reisebrev til «Aftenposten», jeg skrev ifjor sommer:

Det karakteristiske ved naturen i den øverste del af Eksingedalen er den udspekulerede underfundighed, hvorom fjeldet lægger hindringer i veien for menneskelig bebyggelse. Magen til underfundighed har jeg ikke set i Norges land. Det kan jo være trangt og stuslig nok baade i den ene og den andre norske fjeld dalen; men det er da maade med trakasserierne fra naturmagternes side. Et slags dalføre er det nu alligevel.

Men her i Eksingedalen stænger fjeldene, nær sagt fra hverandre kilometer, af med en tverraas, saa hele dalen opefter er stykket opp i en manfoldighed af smaa fjeldgryder afstængt fra hverandre som kulpene i en strid fjeldelv.

Nede i disse fjeldgryderne, utestængt fra den fjernere omverden ved Evanger og Sognefjordens vældige fjeldmasser og fra hverandre indbyrdes ved uryddige aasrygger, lever da folket heroppe øverst i afdalen. Uden telefonforbindelse, med en ydterst primitiv og besværlig gangsti som eneste adkomstmiddel mellom gaardene, og to gange ugentlig postforbindelse — om sommeren. Hvorledes det er den lange lange vinter, ved jeg ikke.

Det er som at settes femti, ja hundrede aar tilbage i tiden, først og fremst hvad samfærdselsmidlerne, men saa ogsaa hvad folkelynnet angaar.

De to ting synes nemlig at være omvendt proportionale; for hvad magt fjeldene har til at stænge af mellom mand og mand – for hjertelaget, den trohjertede elskværdighed, den retlinjede ærlighed, gjestfriheden kan de ikke stænge.

Og for mig staar det som noget paa samme tid saart og harmelig, at der i en tid, da nogetnær en hvilken somhelst 20-aarig qvasi «kropsarbeider» rundt om i byerne kan true sig frem til lønsforhøielser, i en slig tid skal den udfattige og slitne fjeldbonden i aarevis trygle sig frem til den landeveisstumpen, han saa saart tiltrænger for at livbjerge sig.

Men dette er mine ord og faar staa for min regning. I nedenstaaende opsæt vil man forgjæves lede efter nogeensomhelst udfald med dem, som har det bedre. Bare en beskeden bøn til Stortinget am at, faa saapas levelige vilkaar, at man kan friste livet videre i den fjældsprækken, man nu engang har kjær, og slipper for at fare ud af landet. Jeg har af hensyn til bladets læsere oversat landsmaalsartikelen til rigsmaal.

Veiforholdene øverst i Eksingedalen.

Det kunde tiltrænges at give nogen oplysninger om, hvorledes vi er stedt i veispørgsmaalet heroppe i dalen. Kan hænde, det kan være en liden retledning for de styrende, som kan hjælpe os ud af vanskelighederne.

Eksingedalen er paa lag 50 kilometer, og gaar fra sjøen opover i østlig retning til øverste gaarden Gulbraa. Af disse 50 kilometer er der bygget vei de 30 km., de resterende 20 km. ligger fremdeles som naturen har formet det.

Vi har længe havt et haab, som nu ser ud til at blive virkeliggjort, at veistykket Fosse – Nesheim skal blive bygget om naagen aar, saasnart arbeidsforholdene ordner sig. Amt og stat staar her enige. Men endda er det et langt stykke fra veiens endepunkt – Nesheim – til Gulbraa. Og skal vi vente, til dette veistykke kommer for tur, da kan det blive længe at vente.

Og vi vil faa lov at rette den ærbødige anmodning til amt og stat at tage sig av dette veistykke, naar veien Fosse – Nesheim er bygget færdig.

Veilengden Nesheim–Gulbraa er opgaaet og maalt af ingeniør Lindholm og anslaaet til 10 km.; omkosatningerne er beregnet til ca. 56,000 kr.

Slig som veien nu er, kan den ikke befares med kløvhest, saa de øverste gaardene faar en fjeldvei paa 20 km. til Brekhus, før de faar tag i nogen slags varer, vi trænger. For at faa til gaards et læs på 300 kg. trænger vi 7 dage med hest og mand. Hertil kommer, at vi maa bruge den kostbareste tiden vi har, da vi ikke kan fare naasomhelst.

Paa høifjeldet gaar sneen saa sent væk, at det ikke er farbart før efter jonsok. Da er det vi maa fragte til markedspladsen det, vi har lagret om vinteren, og faa frem det vi trænger til sommeren. Ligedan om høsten. Naar det lider til Mikili, bliver det en haard tørn at faa hjem, saa det strækker til for vinteren, for omkring midten og slutningen af oktober kan snøen være hel og dyb, eller det kan være tilfrosset, saa en ikke kan komme frem med hest.

Lader en rette tiden gaa hen, faar en saart og mangedobbelt svide for det. Bør paa bør paa 20 og op til 50 kg. maa en da bære paa sin ryg to mil over fjeldet i snerok og skiklab, sliten og udkjørt, saa en snet nok vinder hjem mangen gang.

Værst var det nu i rationeringstiden, helst for dem, som havde en større familie at sørge for. De maate fare tre- fire gange hver maaned hele vinterhalvaaret. Til sedvanlige tider maa vi fare fjeldveien efter varer som f. eks. olje, sirup, sukker, kaffe, hver eneste maaned.

Det bliver nu aar om aar vanskeligere og vanskeligere at komme med kløvhest over fjeldet, særlig da nedover Brækhuslien og ligedan opover. Aarsagen vil en let skjønne; da veien ligger efter trange smug og bratte kleiver, vil snø og vand føre med sig jord og sten, saa hesten ikke vinder opefter de glatte svaberg og stupbratte knækker.

Det hender aar om aar, at vi faar kjøre nedover dalen, naar det er vinter, at vand og elve er tilfrosset, og da maa det være noksaa meget snee, naar det uden altfor stort besvær skal gaa an at komme frem til den rodelagte veien. Men da det ofte slaar om til regn eller snerok — veiret er saa lunefuldt heroppe — er det ogsaa usikkert at komme frem paa den vis.

Indtræffer saaledes mildveir, kan veien være ufarbar paa nogen faa timer, og en kan bare komme frem med hesten uden at faa varer med sig, og maa endda være glad til at komme velbjerget hjem efter to-tre dagers slit.

Hvordan vi snur og vender os, er det forbundet med meget stræv og slit og slæb at livbjerge os og vore; ja stundom staar det om nakne livet — og alt dette bare fordi vi savner vei.

Og kommer veien ikke længer end til Nesheim, da har de øverste gaardene i dalen liden nytte af den, da vi, som sagt, ikke kan komme frem til den med kløvhest, og saaledes at ligevel maa fare fjeldveien over til Brekhus.

Folk som skal opføre hus heroppe, maa begynde at fragte hjem materiale mange aar iforveien. For en 30 – 40 aar siden trængte de 12 – 14 vintre for at faa hjem tømmeret — tiden beregnet fra de tog det paa roden, til det kom paa byggepladsen. Saa galt er det ikke nu lenger, men mange aar iforveien maa materialerne fragtes frem nu ogsaa.

Der er ogsaa en anden ting som er til umaadelig men for os: Den vare, vi har at sælge, saasom smør, kjød, ost, maa vi lagre fra om høsten til sommeren aaret efter, om vi skal slippe at tage det paa ryggen og bære det til markedspladseen. Det vil da ofte hænde, at varen har gaaet ned i pris, og saa kan en ikke vente bedste salg. Dette er til stort tab for os, som bare har disse varer at sælge.

Skal vi sælge en okse til byen, saa maa vi slagte hjemme; kan vi da faa kjødet ned til fjorden, er det storartet, men dette hender skjeldent.

At faa dyret levende afsted er umulig, og da maa vi gribe til andre udveie, og følgen bliver, at vi faar en tredjedel mindre for kjødet. Alt dette har sit at sige og gjøre ofte store skaar i vore indkomster, som er saa smaa og tilmaalte, som de bare kan være for at leve.

Her vilde veien være os til den største nytte, idet vi fik varene vaare frem til markedsplas til den tid, de skulde være fremme og til høyest pris, og saa kunde vi producere meget mer af baade kjød, smør og ost. Store og gilde havnegange kunde blive meget bedre udnyttet. Og saa ligger der her endnu megen unyttet jord, saa de, som da vilde tage fat, kunde rydja og byggja seg grender og reise gilde gaarde.

Det blev da von for mangen unggut, som nu maa forlade hjembygden, fordi gaardmanden eller faren ikke kan give den løn, han kan faa i byen.

Mere og mere gaar det op for de nulevende, som vokser til her i dalen at levevilkaarene her bliver for haarde, og de maa ud fra heimen.

Endda maa jeg faa nævne en ting til: Naar det hænder, at det skal være likfærd her oppe i sommerhalvaaret, særlig fra de øverste gaardene, — da er det ikke saa ligetil og letvint som der, hvor de har kjørevei til kirkrgaarden.

Der maa et mandskap paa 8-10 mand til for at greie at føre kisten de 10 kilometers vei over kleiver, gjennom urer og sumper.

Det er nu mange aar siden planen om den veistubben fra Nesheim til Guldbraa er optaget til diskussion her i dalen. Der har været mangt ordskifte om, hvorledes vi snarest og paa billigste maade kunde faa os en vei, som vi var tjent med. Vi har været tilraadet bygdevei, og den tanken var i sin tid nær ved at blive realiseret, men flertallet inden vort gode herredstyre var omtænksomt nok til at spare os for den ulykke.

Skal vi kunne drive frem vore gaarde og bygge nye til, maa samfærdselsveiene bedres. Først naar vi faar veien, vil det lønne sig at skaffe frem kunstgjødning og andre for jordbruget nødvendige ting

Knut Ekse.

 
Denne sida er sist endra mar 3, 2024 @ 17:11 – Copyright © kaare@trefall.com 2019
 

 

Eksingedøler og Tydøler.  
For 100 år sidan skriv diktaren og friluftsmannen Theodor Caspari (1853-1948) om eksingedølen:
«Ærligere og elskværdigere bondefolk har jeg ikke truffet i Norge, det skulde da være i Tydalen opunder svenskegrensen. Og gjestfriheden! Det er som at settes hele 50 år tilbage i tiden.»
Denne erfaringa skriv han om under overskrifta «I Hordaland i en snever dal» i Aftenposten tysdag 5te august 1919, side 3.
Han kjem over Nesheimsfjellet og dreg vidare til Arnafjord etter ei lita veke «oppidalen», han bur på Ekse. Han prøver å bestige Kvitanosi, men må gje seg på Kjæringanosi, der han blir sitjande å beundre fjellheimen, og toreveret som dreg nordover i horisonten.
Han skriv også om ein kar som kjem tilbake til Norge frå Amerika for å finne ein stad «afstengt nok for eksingedølen».
Ellers skriv han: «Nei, klage gjør eksingedølen bare over to ting i verden: over mangel paa folkehjælp til at drive gaarden sin og saa over, at der ikke er vei i den øverste del af dalen». Eit år seinare står det ein ny artikkel om Eksingedalen i Aftenposten. Det er Knut Ekse sitt bønebrev om pengar til bygging av veg siste tredjedel av Eksingedale – med forord av Theodor Caspari.

Theodor Caspari var opptatt av natur og friluftsliv, og var i tillegg til diktar og lærar, ein av våre første miljøaktivistar. Han bidrog til at Gjende blei spart for regulering. Som diktar har han blant anna skrive diktet «Norge mitt Norge».

Her finn du ei avskrift eg har gjort av 1919 artikkelen, originalen er å finna i Nasjonalbiblioteket. Illustrasjonane har eg henta frå andre kjelder. 

Del to finn du no her: Artikkel med Knut Ekse sitt bønebrev om veg.

Eg har og prøvd å finne ut kven personane Caspari omtalar er, og har lagt inn lenker til Evagerboka bind 1 for desse. Knut Ekse er Knut Helgeson Ekse (1889 – 1925), bonden på Ekse bruk 1. Ein «eksingdøl tilbage til Norge fra Amerika» er Jakob Nilsson  Ekse  (1857 – 1939) som ryddar seg bruket Kvannafossen på Ekse (sjå bruk 8 nederst i lenken).

I Hordaland i en snever dal

Reisebrev til «Aftenposten» fra Theodor Caspari

Eksingedalen i juli 1919.

Ja, unnagjemt og snever som bare faa norske fjelddale er Eksingedalen, den vesle fjeldspræken, som fra Eidsfjorden i Nordhordland med utrolig energi brøiter sig østover i fjeldmassen, hele 60 kilometer.

Snart sagt for hveranden kilometer sætter fjeldet knæ ned i den og stænger af med en tveraas: «Stop! ikke videre nu!» Men se, om vikingtrodsen giver sig i Horden. Skyve knæet væk, det klarer den ikke, men lægger ivei igjen paa hin side aasen, ja, det gjør den uanfegtet hele 60 kilometer opefter, slig at Eksingedalen, set ovenfra, tager sig ud som en rekke fjeldgryder, afstængt fra hverandre som kulpene i en strid elv.

I hver slik dalgryde ligger en og to smaagaarde og lyser nede ved elven, som her «giver sig tid» og puster ud efter travelhederne ved at brøite sig vei gjennom tveraasen.

Ja, stundum vider elven sig ud til et lidet svart vand, kranset av engslaatter, guldgule af smørblomster, saa det skjærer i nøinene, eller rødbrune af kløver, lyse luftige bjerkelier ovenfor, stupbratte grønne fjeldbeiter over lien igjen, og allerøverst blaagraa fjeldkoller med sneflekker i rifterne.

I disse dybe fjeldgryder har da eksingedølerne «tufterne gravet og set sjøl sine hus uppå deim» utestængt fra verden ved endeløse fjeldmarker og fra hverandre indbyrdes ved bratte tveraaser. Udgangerfaar fra tre forskjellige prestegjæld: Brudvik, Hosanger og Evanger.

Skral bygdevei to tredjedele af dalføret, besværlig gangsti den sidste tredjedel, uden telefon, postbefordring to gange ugentlig, saasandt postmanden da ikke, som i de dage jeg opholdt mig i dalen, finder å maatte sløife den ene gangen.

Men tror du, at eksingedølen af disse aarsage taber modet og ønsker sig ut af sine dalgryder, da tager du feil. Ja, selvfølgelig har udfærdslængselen, den som i svundne dage drev Horden ud paa vikingtogt, ogsaa drevet en god del af dalens ungdom over til Amerika, men ellers er eksingedølen stedbunden kanske fremfor andet norsk fjeldfolk.

Der kom for nogen aar siden en eksingdøl tilbage til Norge fra Amerika. En holden mand, som eiede gaard og grund derover i vesten. Men tilbage til Norge længtes han. Saa kjøbte han sig gaard paa Vik i Sogn. Ensomt og afstængt nok for en, som havde lært de store forhold at kjende, kunde man tro. Men nei, det var ikke afstengt nok for eksingedølen. Tilbage til Eksingedalen maatte han, solgte gaarden sin paa Vik og byggede sig en ny allerøverst i Eksingedalen. Og der havede jeg sikkert truffet ham, om ikke sygdom havede tvunget ham ud af sin kjære dal igjen.

Nei, klage gjør eksingedølen bare over to ting i verden: over mangel paa folkehjælp til at drive gaarden sin og saa over, at der ikke er vei i den øverste del af dalen. For et halvt aarhundre siden havde de folkehjælp nok, men afstængdheden var saa stor, at manden paa en af Næsheimgaardene brugte 14 aar til at bygge op gaarden sin. Nu gaar sønnesønnen der og maa drive gaardsbruget blottende alene.

Og saa veien. — Havede de vei den øverste tredjedel af dalen, siger Knut Ekse, saa kunde gaardbrugerne udnytte beitesmarkerne sine ganske anderledes, holde flere kreaturer og produsere langt mere smør og ost.

Burde ikke den norske stat, som har tjent saa godt i disse florissante tider, ofre den vesle veistumpen paa Eksingedalen. De bad mig om at skrive om det i bladet omkring paa gaardene. Hvad jeg altsaa herved gjør, saa liden vegt mine ord enda har.

De fortjener sandelig den vesle haandsrækning disse mennesker. Ærligere og elskværdigere bondefolk har jeg ikke truffet i Norge, det skulde da være i Tydalen opunder svenskegrensen. Og gjestfriheden! Det er som at settes hele 50 aar tilbage i tiden. For en skrikende modsætning mellom de ublue priser i de befærdede turistruter og priserne her! 50 kroner for tre timers motorbaadtur — fra Arnefjorden i Sogn til Balholmen! (3 personer). Op til 4 kroner for maadelig middag og 4 kroner for aftens paa hotellerne. 6 kroner for et tarvelig kvistværelse oppe i 3dje etage. —

Og her paa Ekse! — Al den gode landsens kost: Melkeringer, spekekjød, vafler og lefser — som huset raadede med. «Hvad skal du have for dagen for dette da?» spurgte jeg husets datter. «Synes du to kroner dagen er for meget?» kommer det langt om længe i en betænkt tone.

Manden paa Brakestad har roet os over et to kilometer langt vand. Tilfældigvis kommer han underveir med, hvem min far var, og da er det ikke længer tale om at tage et øre i betaling.

«Hvad skal du have for at bære rypesækken min over til Ekse?» spørger jeg en ung mand paa Trefall. «Ingenting», svarer manden, «jeg er fra Ekse og skal saa hjemover igjen alligevel idag».

Den gammeldagse norske gjestfihed er altsaa ikke ganske død ud endda; — men sandt nok, en maa fare langt og længer endda for at finde den.

Gaar det ikke altfor ofte paa, at den fredelige turist finder veien ind i Eksingedalen, saa hænder det ikke saa skjelden, at andre, mindre godmodige farmænd gjør det utrygt herinde. Jeg tænker ikke paa Bamse Brakar, stakkar, som fra og til stikker over fra Sogn for at hente en smale eller to. Det er en skam at sige mennesker jeg sigter til –jagtselskaber fra vestlandsbyerne, som gjør razziaer herind og slipper sit kobbel af udresserede hunde løs paa Eksingedals-smalerne. Det bliver nok ikke med en og to da, og det var en ganske artig historie, han vidste at fortælle om et sligt selskab, Knut Ekse.

Fra Ekse af bestiges Kvitenaasi, formentlig Nordhordlands høieste fjeldtop, ca 5000 fot høi, paa en 7 timer frem og tilbage. Da reisehaandbogen og mine vertsfolk samstemte i at prise udsigten som usedvanlig vid og vakker, satte jeg en steghed julidag bent op efter fjeldlien.

Men efter 1 1/2 times klatring i kvælende varme og egte uforfalsket Sognefjeld opgav jeg for min del Kvitenaasi og satte mig et rimeligere maal, det 6 a 700 fod lavere «Kjærringnaasi». Det skar mig i hjertet at se min unge reisefælle forsvinde høit over mig i retning af Kvitenaasi, saa meget mere som jeg forudsaa, at det ominøse navn «Kjærringnaasi» med lethed vilde kunne utlægges symbolsk paa min person.

Men enfin! Han er 23 og jeg 66 aar, og jeg fandt under disse omstendigheder at kunne sluge pillen med rolig samvittighed.

Heldigvis viste det seg ogsaa, at udsigten fra Kjærringnaasi fuldt ud lønnede de tre timers anstrengelse.

For en endeløs og øde verden af mægtige graabrune og graablaa fjeldkolosser mit øie mødte deroppe fra toppen i retning af Sognefjorden i nord og nordøst og Voss i syd. Ingen utpræget top, ingen stridig enkeltvilje bryder her monotonien. Dog jo, fjernt, fjernt i nord løfter en blaa toppet fjeldlinje med skinnende snebræ sig saavidt op over forfjeldene. Det er Fjærlandsfjordens tinderekke og — Justedalsbræens uendelige snevidder bagom — antagelig 70-80 kilometer borte.

Dybt under mine fødder ligger de øverste gaardene i Eksingedalen, Ekse og Gulbraa, og lyser som grønne oaser i ødemarken, og vestover bugter Eksingedalen sig dyb og blaa — slyng i slyng indimellom fjeldknæerne. Ret i øst ser jej bort i fjeldene i Vinje og Stalheimstrakterne

Men i syd, — desverre, der stenger Kvitenaasis skinnende snebræer og skarpe, store nut for udsigten.

Ingen enkeltvilje, sagde jeg, men tager det straks tilbage, for Kvitenaasi, Nordhordlandskongen, jomæn har han vilje, karen, og former, som selv i Jotunheimen vilde vække opsigt.

Men stenge for udsigten gjør han, og derfor bliver jeg nøt til at supplere min skildring af hvad jeg har set med hvad min unge ledsager saa:

Som en endeløs havvidde af lavere fjeld velter Sønd-. og Nordhordland sig udover mod Bergenskysten, øer og hav i sydvest og vest, fortæller han, og i syd, tvers over Vossebygdene, skinner Folgefonnens vældige snekaabe.

Altsaa en udsigt fra Folgefonnen i syd og til Justedalsbræen i nord, fra Bergensleden i vest og til Vinje og Stalheimsfjeldene i øst.

Som jeg sidder der paa toppen af Kjærringnaasi, tager svære blaasorte, gulrandede tordenbolker til at trække op over sistnævnte fjeldparti. Nordover mod Sognefjorden gaar uveirsveien. Fjerne tordenslag fra og til, lynstraaler, som slaar ende ned i fjelde uden navn og sti, regnbuer som futter op og flytter sig, altsom regnbygerne trækker nordover. Saa svinder Assgaardsreien, og himmelhvælvet ligger atter lige dybblaat of skyfrit over Hordernes gamle furede og veirbidte rige.

Et par dage senere trækker ogsaa jeg, i tordenbolkernes spor, nordover mod Arnefjorden, annekssognet til Vik ved Sognefjorden, en 40 km. lang fjeldtur, i den glødende sommersol, anstrengende selv for den som har sin kløvhest til at bære sig.

Sognefjord! Sognefjord! Du havets søn, deiligste af alle norke fjorde, aldrig synker jeg ned mod din dybe blaa revne, kranset af al sydlandets yppige vegetation, beboet af en underlig slegt med sydlandets let og lynne og sognemaalets sang paa sine læber — aldrig nærmer jeg mig dig, uden at det gaar som en varm frydefuldt strøm igjennom mig.

Og da jeg gled nedover Arnefjordens stupbratte dalsøk, og mit øie fangede de fire perlende hvide fossebaand, som sagte susende siger nedover de svarte fjeldstup, til de bliver væk i løvskogen, da –var ogsaa jeg væk, denne gang som altid og i al evighed.

Og uvilkaarlig steg Wergelands geniale ord frem i min erindring, men riktignok i en lidt ændret form:

Den har været livets gjest,
set det deiligste paa jorden,
som har pløiet Sognefjorden,
Fortun fra til Sognefest

Theodor Caspari

 
Denne sida er sist endra mar 3, 2024 @ 17:08 – Copyright © kaare@trefall.com 2019